Hvad er en gast?

Flere har spurgt os hvad en gast er for en størrelse samt hvad det indebærer at være gast. Vi har søgt inspiration i "Den Danske Ordbog", men fandt kun en lidt fattig definition nemlig, at en gast er et "menigt besætningsmedlem på et skib" synonymt med sømand og matros. Så er der mere svung over Salomonsens Konversationsleksikon fra 1920 http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0492.html

I "vores verden" er en gast en aktiv del af besætningen, der deltager i løsningen af alle opgaverne om bord herunder vagthold, sejlads, madlavning, opvask, rengøring, vedligeholdelse samt indkøb/proviatering mv.

Som gast har du et medansvar for at livet om bord fungerer bedst muligt. Pladsen er trang, og vi er tæt på hinanden, så det sociale gen skal være i topform til turen.

Fremfor alt drejer det sig om at have nogle eventyrligt gode oplevelser!!!

Gaster og økonomi

Som gast på Con Kiki er du en del af både det sure og det søde. I den sure afdeling er der som bekendt en række omkostninger, der skal dækkes.

- Du betaler kr. 150 pr. døgn for en køjeplads. Beløbet er et (beskedent) bidrag til alle de faste omkostninger, der knytter sig til båden (reperation og vedligeholdelse, forsikringer og udstyr mv.).

- Du bidrager med din ideelle andel til turens variable omkostninger herunder indkøb af mad og drikkevarer, diesel, havnepenge, indklareringsomkostninger, benzin til dinghy samt hvad der ellers måtte være. Det er svært at sige præcis hvad det beløber sig til, men med udgangspunkt i hvad erfarne langturssejlere siger vil beløbet ligge på kr. 1.500-2.500 pr. måned.

- Hvis du har mere ekstravagante behov i form af årgangsvine eller umådeholdent slikforbrug må du selv finansiere dette.

 

Gaster - ordensregler og formalia mv.

Vi bliver i den kedelige og lidt formelle afdeling, men lad os få det overstået, så vi kan fokusere på alt det positive.

- Vi drikker ikke alkohol under sejladsen. Skulle der være noget at fejre, finder vi nok ud af at dispensere.

- Det er ok at ryge om bord, men aldrig i kahytten.

- Hvis du har sygdomme eller behov for medicin er det vigtigt, at du oplyser det før du kommer om bord. Vi skal alle kende eventuelle symptomer og behandling mv. Nogle myndigheder er meget strikse med hensyn til medicin om bord - specielt hvis den kan opfattes som rusmiddel. Husk derfor medicinkort.

- Du skal have de nødvendige vaccinationer. Medbring vaccinationskortet.

- Du skal have en rejseforsikring (kopi medbringes).

- Du er naturligvis selv ansvarlig for gyldige visa og pas (medbring kopier).

- Flybilletter sørger du selv for. Vær opmærksom på, at man i visse lande er strikse såfremt man ikke har billet til hjemrejsen. Flyver du ind til et andet land end det du rejser hjem fra kan det være nødvendigt med et såkaldt skipperbrev, som vi laver til dig.

- Vi anvender naturligvis livliner og redningsveste under natsejlads mv. Du skal til enhver tid følge skippers anvisninger i forhold til sikkerheden om bord. Vi stiller alt det nødvendige udstyr til rådighed.

 

 

Gaster - praktiske oplysninger og huskeliste

Papirer mv.

  • Pas
  • Visa
  • Rejseforsikring
  • Kreditkort
  • Medicinkort
  • Papirkopier af ovenstående. Tag endvidere fotos på mobilen af dokumenterne.

 

Pakkeliste

Pladsen om bord er trang. Pak derfor så lidt som muligt. Fast kuffert er no-go.

  • Klimatilpasset tøj, og ikke for meget
  • Fodtøj (ingen sorte såler om bord)
  • Solbriller, solcreme og hat/kasket
  • Toiletsager, men ikke beautyboksen
  • Håndklæder
  • Sengelinned og/eller sovepose
  • Pandelygte, hvis du vil læse når det er mørkt

 

Oversigt over gaster - flere kommer til ...

  • Kasper

    Åbenraa-Amsterdam
    Las Palmas-Ft. Lauderdale

  • Mathias

    Århus-Rendsburg
    Antigua-St. Croix

  • Julie

    Åbenraa-Amsterdam
    St. Croix-Miami

  • Anette

    Las Palmas-Guadeloupe

  • Peter (aka Piet)

    Las Palmas-Guadeloupe

  • Mette

    Amsterdam-Brighton

  • Steffen

    Hamble-Cascais

  • Henrik

    Hamble-La Coruna

  • Helle

    ?

  • Fam. Kindberg Skytte

    Dragør-Aarhus
    Beklager at jeg har sneget mig med på billedet. Afventer et nyt fra Sigrid.

  • Georg

    Cascais-Las Palmas

  • Johan

    Amsterdam-Brighton

  • Lisa

    Tortola-Puerto Rico