Rejseberetninger mv.

22-10-2016

Jeg vil begynde med slutningen denne gang. 

Vi er nemlig nået til Las Palmas her på Gran Canarie fredag d 14/10. Så dejligt at have nået vores første rigtige milepæl, her 3 mdr. efter afgang fra Dragør. Ja, det er slet ikke til at forstå, at vi nu er nået så langt.

Det er et skønt og frit liv vi har os søens folk! Men.... der er også mindre gode dage for mig - mere herom senere.

At sejle dagssejladser langs Spaniens og Portugals vestkyst, har været flot. Er vi tæt på kysten ses tydeligt høje klipper, hvor store bølger slår op og til andre tider sandstrande - en fantastisk natur meget forskellig fra det flade Danmark. Det har været små/store hyggelige byer, vi har lagt til ved - ofte 1 el 2 nætter. Så selvfølgelig lidt begrænset, hvor meget vi får set.

I Porto var vi dog på travetur og fik set os lidt omkring - og fik ømme fødder!  Porto er en fin by, som ligger så flot ved floden Rio Duoro.

Generelt på turen ned til Cascais (der ligger 40 min fra Lissabon ) har vi haft ringe vind. Så i lange perioder måtte vi have motoren til hjælp. På sidstedagen mod Cascais, var der dog god vind i rigtig retning - og vi fik en god sejlads uden motor. Da vi skulle lægge til der ved gæstebroen, var der faktisk blæst godt op til 12-13m/s. Så er det rart, når havnens folk er på pletten til at hjælpe! I de fleste havne på vores sejlads her sydpå, får man anvist en plads - og ofte hjælper de os på plads.

God havneservice som man måske kunne lære lidt af i DK!!! 

Cascais er virkelig en fin by, hvor vi lå i 6 dage af flere grunde. Torben og Steffen har for over 50 år siden boet her i 2 år med søster og forældre. Så vi måtte jo lidt rundt og se, bl.a. deres "gamle" hus og kendte gader. Torben var kun 2 år dengang, så lidt begrænset, hvad han kunne huske, men Steffen havde styr på det!

Efter et par dage her, sagde vi farvel til Steffen - arbejdet kaldte igen, men det blev også til 4 1/2 uge ombord. 

Min søster, Siggi fandt tid og overskud til et besøg på tre dage. Så hyggeligt at se hende igen - og godt med lidt pigesnak efter al den mandesnak i flere uger!

Vi var selvfølgelig begyndt at tænke på vores videre sejlads mod Canarie-øerne. Der er langt og nu var vi kun os to - hvordan og hvornår?

Vi fandt en god løsning, da Steffens svoger, Georg, som er pensioneret og "gammel sejler" kunne rydde kalenderen og komme 2 dage efter.

Så fredag d. 7/10 kom Georg kl 11 og kl 12 sejlede vi afsted mod Lanzerote (Arrecife). Det var en tur på 640 sømil og ville tage omkring fem dage, hvis farten holdt. Så vores længste tur indtil videre.

Jeg siger det straks - det blev ikke min bedste tur! Efter nogle timer havde jeg det ikke godt, og resten af turen var jeg mere eller mindre søsyg. Jeg spiste næsten intet, og det jeg spiste kom op igen. Det er især, når jeg skal ned i kahytten og hente noget eller smøre en mad at jeg bliver meget forkvalmet. Det må siges, at det også var en urolig tur med store bølger/dønninger der kom ind skråt bagfra, som gør at båden laver rulle bevægelser - pyh....  At sove er også en prøvelse, kan I sikkert forstå. Så det bliver noget spredt og kortvarigt. Vi havde 3 timers vagt, hvor jeg havde fra 21-24. Georg fra 24-03 og Torben fra 03-06 + 1 time ekstra til Georg stod op. Så de prøvede da at være flinke ved mig!

Der var en fin, frisk vind det meste af turen, så vi kom fint derud af med 7-8 knob. Vi havde rebet sejlene (gjort dem mindre) det meste af tiden. Det tager måske lidt af farten, men båden krænger ikke helt så meget så...

Tror dog ikke Georg var helt tilfreds med dette!!! (han er vant til kapsejlads). Men skal vi være flere dage på havet, er vi nødt til at kunne komme nogenlunde rundt på båden - og alene på vagt, er det også fornuftigt at være på forkant med evt mere blæsevejr og have rebet sejlene.

Tirsdag d 11/10 kl 14 kom vi så til Arrecife på Lanzerote - 4 døgn og 1 times sejlads- i det skønneste vejr. 

Efter en god frokost og et hårdt tiltrængt bad, var jeg helt ovenpå igen. Og det er jo det gode ved søsyge, at man hurtigt er ovenpå igen, men...... 

Efter 2 overnatninger her i en dejlig havn og hyggelig by, sejlede vi videre om torsdagen mod Las Palmas.

Vi havde regnet med ca 20 timer sejlads hertil, men igen ræsede Con Kiki afsted med god fart. Så efter 17 timer, kl 5.30 fredag morgen og stadig mørkt, sejlede vi ind i Las Palmas havn. Ingen søsyge på denne strækning. Om det var søsygepillerne eller vindretning vides ikke, men ihvertfald rart!

Som sagt er der mange gode dage her - og så er der de mindre gode dage, som jeg er bange for at jeg bliver nødt til at tage med. 

Men selvfølgelig tænker jeg da over vores næste lange tur over Atlanten via Cap Verde. Afg herfra er søndag d 6/11 med ARC'en.

Så vi har godt tre uger her, men vores "to do" liste er også lang......

Bl.a røg vores nyopsatte duogen (vind og vandgenerator) sig løs i noget af det urolige vejr og kun heldigt, fik vi den reddet ombord igen. Beslaget er knækket og vi afventer et nyt fra England.

Så får vi snart nye folk ombord - Kasper, vores ældste søn og Anette og Piet, Torbens søster og svoger - og vi glæder os til at byde dem velkommen.

24-09-2016

31/8-23/9 2016

Det er lang tid siden, at vi har givet lyd fra os så det er vist på tide med en opdatering.

Vort ophold i Hamble ved Southampton blev noget længere end beregnet. Vi skulle have monteret en såkaldt DuoGen, og en redningsflåde. Duogen’en er en smart, om end grim, sag der kan producere strøm. Når vi sejler kan den sænkes i vandet, og en propel driver en generator, der altså producerer strøm så der kan lades på batterierne. Når vi ligger stille kan propellen skiftes med vindmøllevinger. Snildt. Se billede.

Grundet det forlængede ophold i Hamble kom vi ikke så langt mod det sydvestlige England som vi havde forestillet os. Vores to nye gaster, Steffen & Henrik, måtte derfor mønstre i Hamble d. 2/9, og vi sejlede dagen efter i livligt vejr til Poole nær Bournemouth. Efter at have lagt til i en nærmest tropisk regn begyndte spekulationerne om hvordan og hvornår vi skulle krydse Biscayen. Jeg kan love jer, at turen over Biscayen fylder rigtigt meget hos alle de mange sejlere vi møder. Biscayen kan være grusom i hårdt vejr.

Vi blev enige om, at vi ville sejle til Frankrig inden krydset over. Frankrig var ikke en del af vores oprindelige sejlplan, men jo altid et besøg værd. Vi satte kurs mod Brest i god vind og høj fart. Da natten kom lagde vinden sig dog fuldstændigt, og vi måtte starte motoren. I sig selv ikke noget problem havde det ikke været fordi vi fik en masse tang i skruen. Vi kunne derfor kun gå i tomgang (det hele rystede ved højere omdrejninger), og så bliver der pludseligt langt til Frankrig! Da det blev lyst hoppede Kirsten i våddragten og derefter vandet for at være sikker på, at det ”bare” var tang og ikke tovværk eller fiskenet eller det der var værre. Det var bare tang, men det var desværre ikke muligt at fjerne det til havs. Selv om det var næsten vindstille rullede der nogle store dønninger som gør det umuligt at arbejde under båden. Det er i hvert fald med livet som indsats. Vi humpede derfor videre indtil der kom god vind igen og ændrede destination til Roscoff i det nordlige Bretagne. På den sidste del af sejladsen fik vi besøg af delfiner og hvaler – de første på turen bortset fra marsvin. Stor begejstring – vi trængte også til det.

I Roscoff og siden Camaret-sur-Mer lå vi og ventede på det rigtige vindue til at krydse Biscayen. Meget frustrerende at brænde mange dage af på at vente. Begge havne og byer var dejlige, men fokus var på Biscayen. Jeg har ikke tal på antallet af vejrudsigter vi har trevlet igennem, men det er rigtigt mange.

Livet om bord var dog ganske glimrende. Kirsten fik i Henrik en hjælper og konkurrent ud i kokkekunsten. Vi fik også fixet nogle ting på båden og gået nogle ture. Alt i alt meget fint.

Endelig fandt vi det rigtige vindue til turen og vi sejlede fra Camaret-sur-Mer d. 17/9 om morgenen i friskt, men ok vejr. Vi skød en rigtig god fart og lå mellem seks og ni knob i det første døgns tid. Herefter døde vinden, og vi sejlede på motor i det næste døgns tid. Der var dog stadig store dønninger så lidt rulleri var der alligevel. På turens første og sidste del så vi utroligt mange delfiner. De er fantastiske at betragte og man kan få den tanke, at de tænker ligedan om os. De kommer i hver fald hen og ”kigger” og leger rundt om båden. Lidt hvaler så vi også. Flest af de mindre arter, men også et par af de større – dog kun på afstand.

I øvrigt sjovt at se og opleve, hvordan bølger og hav ter sig på Biscayen. Havdybden har stor indflydelse og jo dybere jo bedre, men en sjov fornemmelse at have 4.800 meter vand under kølen. Ekkoloddet måtte give op ved 169 meter.

En fantastisk dejlig fornemmelse da Nordspanien dukkede op i horisonten. En smuk og barsk kyst med et smukt landskab bag ved. Vel ankommet i La Coruna kunne vi gøre status. Turen var alt i alt gået godt. Vagtplan, proviantering, sejladsen og ikke mindst timing i forhold til vejr var perfekt. Størst på minussiden var at Kirsten igen blev søsyg. Måtte kigge i spanden en enkelt gang og sov derefter fire timer. Siden var K på toppen!

La Coruna var et godt bekendtskab, og vi fik hilst på nogle af de sejlere vi har mødt tidligere på turen. Vi fik byttet lidt løgnehistorier om vores respektive overfarter, og sådan skal det være. Specielt et norsk par havde haft en grufuld tur. De sejlede i hårdt vejr med vind på over 30 knob, og havde kæmpet med kæmpe bølger. De var store som fjelde sagde de og de må jo vide hvad de taler om. De var også faldet for fristelsen til at gå indenskærs, og havde haft nogle kæmpe brækkende søer ind bag fra. De turde, efter eget udsagn, ikke at kigge sig tilbage!

Henrik fløj hjem fra La Coruna. Vi andre sejlede videre til Muros i Spanien (vidunderligt sted) og er i skrivende stund på vej videre til Vina do Castelo i Portugal. Vi diskuterer vores videre færd. Grundet vores udstyrs- og vejrforsinkelser er vi noget bagud i forhold til planen. Vi har jo en deadline i forhold til start af ARC’en i Las Palmas. Vi havde håbet på at min bror, Steffen, kunne sejle hele vejen med til Las Palmas, men sådan kan det ikke blive. Han må hjem og passe sit arbejde. Selvfølgelig kan Kirsten og jeg godt selv sejle fra Lissabon til Kanarie-øerne, men det bliver hårdt kun at være to. Så erfarne er vi heller ikke!

Vi overvejer derfor om vi skal ændre planer og droppe Madeira og i stedet gøre holdt i Marokko. Også andre alternativer oppe at vende. Vi kan også prøve at ”skaffe” nye gaster, men det er med kort varsel. Vi har dog fået et par uopfordrede forespørgsler som vi kan overveje at gøre brug af. Er du (helst) erfaren sejler og har tid, lyst og mulighed for at støde til kan du jo råbe op!

Summa summarum – vi har det rigtigt godt og nyder livet. Største hurdle er at Kirsten ikke helt har fundet sine søben endnu, men jeg er sikker på at det kommer!

 

31-08-2016

11/8-31/8 2016

Sydengland,
Så er det vist lige tid til en opdatering her fra Hamble, nær Southampton.

Siden Amsterdam er det gået rimelig planmæssig, men selvfølgelig med diverse ting der bare ikke vil, som de skal.

Vi havde fire hele dage i Amsterdam, som jo er en dejlig by at trave rundt i. Vi var også "rigtige" turister og hoppede på en tour-bus og kanalrundfart rundt i og omkring byen. Marinaen lå faktisk midt i byen, og var næsten ny, så det var luksus!

I Amsterdam skiftede vi også besætning. Så efter at have taget afsked med Julie og Kasper om torsdagen, kom Mette og Johan søndag aften. Mette er min kusine og Johan er en ung fyr på 22 - søn af en vores venner, Henrik. Ingen af dem med stor sejlerfaring, men det har kaptajnen og hans kone jo heldigvis!!!

Vi var lidt spændte på turen over den engelske kanal. Vi havde hørt flere historier om denne og trafikken - også selv oplevet Nordsøen fra en lidt hård side. Men først skulle vi jo lidt sydpå, og vi havde to stop - i Scheveningen ved Den Haag og i Zeebrugge i Belgien. På denne tur begyndte autopiloten at drille. Pludselig vil båden stik nord, så vi vågner lige op, men heldigvis er der en lige ved roret og vi må styre manuelt - det går jo også, bare man ved! Men over lange stræk, er det rart med en autopilot. Torben har selv prøvet at kigge på problemet, men bare at finde styreenheden og dens kompas på båden var en opgave. Nå, men han fandt kompasset i den agterkahyt, hvor Mette boede - i klædeskabet! På turene herefter virkede den on/off. Vi har selvfølgelig haft fat i Mette for at høre hvad hun havde i det skab, som kunne forstyrre kompasset! For det startede, da hun flyttede ind - og faktisk har den fungeret efter hun er rejst - mystisk!!!

Turen over kanalen blev en god oplevelse i det fineste vejr. 13 timer tog det, og det var da rart, da vi om aftenen kunne skue Ramsgate i Sydøstengland i horisonten. En typisk gammel engelsk by, som lå hyggeligt rundt om havnen.

Herefter var vi i Dover, hvor vi lå i flere dage pga. blæsevejr. Den ene dag travede vi op til Dover Castle, som ligger højt og flot over byen. Vi gik rundt deroppe og var på et par guidede ture i deres tunneller, hvor vi så og hørte om krigens rædsler. Dagen efter lejede vi en bil og kørte en tur rundt i Kent og så på omgivelserne. Bl.a. var vi i Sandwich - en gammel middelalderby (og gæt, hvad en tidligere jarl i byen har givet navn til) og forbi Canterbury Cathedral. Kl. 18 skulle vi være tilbage på båden, hvor T efter lidt besvær, havde fået arrangeret, at vi kunne se OL-håndbold finale direkte gennem mobil tlf og PC og så på TV. Der var selvfølgelig højt humør og vores fest holdt længe.......

Derefter var det Brighton et par dage, hvor vores to gaster efter 11 dage ombord måtte tilbage til DK. Det var hyggeligt, at have dem med ombord og jeg tror også de fik lært lidt sejlads og hvad "bådlivet" er.

Så er vi to alene i otte dage før nye gaster kommer ombord. Vi har været forbi Isle of Wight et par dage, og lige nu ligger vi i Hample. Det gør vi fordi, at vi har en aftale med X-Yacht her om at lave noget på båden. De skal bl.a. sætte en Duogen (kombineret vind/vand generator) på og montere en redningsflåde - begge dele købt og betalt og skulle leveres hertil. Var de så kommet? Nej, så T fik lige travlt med at ringe rundt, og vi håber nu, det hele lykkes, så vi kan komme videre. Så spændende er Hamble heller ikke.....

11-08-2016

1/8-11/8 2016

Så gik turen videre fra Kiel. Kanalen er næsten 100 km lang og forbinder Østersøen med Nordsøen. Turen starter med en tur i slusen inden indsejling i selve Kielerkanalen. Der er i sagens natur mange store skibe på kanalen, og det er meget hyggeligt at tøffe af sted for motor med land på begge sider. Efter nogle timer måske en anelse trivielt … Vi gjorde stop i hyggelige Rendsburg midt i kanalen inden vi tog sidste del, og ud i Elben. Lige ved udsejlingen i Elben stiftede vi bekendtskab med tidevand og tidevandsstrømme. Vi var selvfølgelig forberedt, men det var alligevel lidt vildt at blive skubbet af sted til Cuxhafen af en kraftig medstrøm.

Fra Cuxhafen er der kun en vej frem, og det er ud i Nordsøen. Vi er hæmmet af en ret stor dybgang (2,5 meter), og vi kan ikke komme ind på flere af de Frisiske Øer. Næste mål, Borkum, gav derfor sig selv. En lang tur på næsten 100 sømil, men vejret (dvs. vinden) så rimeligt ud. Virkeligheden blev dog en anden! Vi havde en kraftig vind og store bølger i næsen og måtte krydse lidt. Efter ret kort tid blev først Kirsten, og derefter Julie søsyge. Godt vi havde købt en ekstra spand i Cuxhafen J Vel ankommet til Borkum blev vi enige om at tage en hviledag. Det holdt dog ikke længe for vejrudsigten forudsagde stærk blæst et par dage fremme, og vi ville dermed være låst inde i Borkum, som ikke er et sted man ønsker at blive for længe. Vi stak derfor af sted på endnu en lang sejlads med hollandske Vlieland som mål. Igen en tålelig vejrudsigt, men den holdt heller ikke stik. Vi sejlede hele natten, og på den sidste del blæste det kraftigt op med vindstød op til 18 m/s svarende til hård kuling. Det blev faktisk temmelig ubehageligt med rigtigt store bølger. Julie blev igen søsyg … Stemningen var ikke i top, og alle glædede sig til at komme i havn.

Var turen til Vlieland mindre god var øen Vlieland til gengæld et rigtigt godt bekendtskab. Naturmæssigt kan den minde om den jyske vestkyst. Hovedbyen var meget hyggelig, og der var i det hele taget en dejlig og afslappet stemning.

Fra Vlieland ville vi til Den Helder. Der var to alternativer – ud i Nordsøen, bølgerne og søsygen eller bag om øerne. Vi arbejdede mest med alternativ to og studerede søkort, tidevand og tidevandsstrømme til den store guldmedalje. Kasper og jeg kom frem til at det kunne lade sig gøre at gå indenom, hvis vi timede gennemsejlingen af områderne med de laveste vanddybder optimalt. Der er en tidevandsforskel på 2,5-3 meter med skift to gange i døgnet. Som en sidste bekræftelse af at vores plan var rigtig gik vi op til havnekontoret. De frarådede på det kraftigste at gennemføre sejlplanen. Nå, efter endnu en snak i kahytten valgte vi at blive ved planen og sejlede af sted med en lille knude i maven. Da vi nærmede os de kritiske steder var der fuld fokus på bøjer, strøm og dybdemåleren. Det gik fint – vi kom aldrig på under tre meters vand og havde dermed en halv meter at rutte med. Jeg var dog lidt lettet da vi var på den rigtige side!

Noget mere oprørende var en radiomelding vi fik undervejs. Vi lytter hele tiden med på VHF-radioen, der bruges til almindelig kommunikation såvel som nødmeldinger. Og det var netop en nødmelding vi pludselig hørte. En meget oprørt kvinde sendte en mayday pga. mand overbord. Det var hendes mand der var faldet i vandet, og hun virkede, forståeligt nok, temmelig panisk. Hun kunne dog heldigvis angive bådens position, og den hollandske redningstjeneste tog over. Resten af kommunikationen foregik på hollandsk, men vi konkluderede, ud fra de ord vi kunne opfatte, at manden blev reddet. Det giver lidt kuldegysninger, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Om aftenen skulle Kirsten lige have repeteret brug af VHF-radio og positionsangivelser på kortplotteren.

Den Helder er en gudsforladt havn og vejret dårligt så vi lukkede af ned til kahytten, sænkede bordet, smed madrasser på og fladede alle fire ud til ”Blinkende Lygter”. Meget hyggeligt – jeg ved det fordi jeg for første gang i umindelige tider ikke faldt i søvn til en film ;-)

Fra Den Helder skulle vi videre til Amsterdam. Vi var lidt presset på tid fordi Kasper og Julie havde flybilletter hjem torsdag d. 11/8. Løsningen blev at Kasper og Julie tog toget til Amsterdam for at have en ekstra dag i byen og undgå endnu en gang søsyge til Julie. Kirsten og jeg sejlede så Con Kiki ud i Nordsøen endnu en gang. Vinden var 8-10 m/s, men denne gang fra nordvest så meget bedre. Vi havde en fin tur selv om der var ret store bølger.

Amsterdam er virkelig fin og vi ser frem til at nyde den. Vi har lige sagt farvel til Kasper & Julie, men ser dem heldigvis allerede på de Kanariske Øer sidst i oktober. Vi kan så glæde os til besøg af Johan og Mette, der kommer i weekenden og bliver de næste par uger.

Se billeder under ”Fotoalbums” …

02-08-2016

På vej til Kiel så i dag er vores langtur vel egentlig begyndt. Vi har krydset grænsen til Tyskland og vi er i ukendt farvand og på vej til nye havne.


Humøret og stemningen ombord er fin, selv om vejret bestemt kunne have være bedre idag - gråt og regnfuldt, men Torben roser igen og igen bådens fine sejlegenskaber og så pyt med lidt skodvejr!


Selskabet ombord kunne heller ikke være meget bedre - vi har begge vores drenge med og Kaspers kæreste, Julie. Det er skønt, at de har lyst til at bruge deres ferie sammen med os.
Siden Anholt har vi været omkring i østjyske og en enkelt fynsk havn Grenå, Århus - 3 nætter, Juelsminde, Assens, Åbenrå - 3 nætter, Sønderborg og så nu på vej mod Kiel. 38 sømil - ca 7 timers sejlads.


De tekniske problemer vi havde pådraget os ved ankomst til Anholt, har vi mere eller mindre styr på. Bovpropellen, som vi har svært ved at undvære i blæsevejr, når vi skal ind og ud af havn, blev ordnet i torsdags af en dygtig tekniker, som arbejder for X-Yacht i Haderslev. Han skiftede kontakt-panelet, hvor noget var knækket - Hurra!!!


Skruen, hvor vi havde fået noget plastik i, fungerer også fint igen. Tre mand var vi i baljen for at fjerne det - og det sad godt fast! Desuden er det højst ubehageligt, at være under båden, mens man skal holde vejret - fridykker bliver jeg nok aldrig.....


Ellers har der ikke været mere søsyge ombord eller flere uheld - bortset fra et knust vinglas ( så nu er der kun 5 tilbage til resten af turen!), en computertaske i vandet (computeren overlevede), et par fine solbriller i vandet (de sank hurtigt), da Torben skulle åbne en flaske champagne med solbriller i håret og kigger op efter proppen, så ups.....


Vi har mødt venner og familie undervejs - og det har været så hyggeligt. I går måtte jeg så vinke farvel til familien i Åbenrå - mine forældre og søster Siggi + familie. Det gik nu ok, selv om det var svært og jeg vil savne dem alle i DK meget.


MEN nu venter nye oplevelser forude - og vi er så spændte!


Hej så længe og mange sejlerhilsner fra Kiki på Con Kiki.

PS fra Torben: På billedet kan I se den meget omtalte bovpropel som man ikke ser noget til i daglig drift. Den er dog uvurderlig hjælp, ikke mindst ved havnemanøvrer i blæsevejr. Den defekte del, betjeningspanelet, er ikke med på billedet. Spændende, ik?