22-08-2017

Årøsund - Dragør

22/8 - 17 Dragør

Årøsund - Middelfart - Bogense - Ballen - Marselisborg - Ebeltoft - Grenå - Bønnerup - Hals - Ålborg - Nykøbing Mors - Thisted - Glyngøre - Ålborg - Hals - Skagen - Læsø - Anholt - Gilleleje - Rungsted - Dragør

Jeg starter lige med slutningen denne gang. 

Torsdag d. 17/8 sejlede vi ind i Dragør havn i gråt, vådt, blæsende og koldt vejr. Dejligt var det jo så at se søster og svoger på yderste havnemole med flag - og champagne skulle det senere vise sig. Lidt flere familie og venner dukkede op - og hyggeligt med en velkomstskål.

De sidste par uger, har vi nok begge været klar til hjemkomst. Efter en dansk sommer, som ikke viste sig fra sin bedste side, og mange dage/aftener i kahytten under vattæpper, glædede vi os nu til at komme hjem, og på plads i vores hus igen.

Men vi vidste jo også godt, at vi ikke skulle brokke os over manglende sol og varme. Vi har nok fået vores dosis i Caribien - tænk på alle her i DK med 3 ugers ferie!

Nå, men også lidt om vores sommersejlads ..... og nogle af de dejlige steder vi har besøgt, og om familie/venner vi har hilst på undervejs.

Da vi havde godt 2 mdr. til denne sejlads, havde vi snakket om at sejle ind i Limfjorden og ud til Vestkysten og op til Skagen - herfra måske til Norge og/eller Sverige. Men denne plan blev revideret efterhånden, som vejrudsigten vedblev med at være mest til den dårlige side. Vi ville ikke sejle i dårligt vejr, hvis det kunne undgås. Det gjorde jo, at vi nogle gange måtte ligge flere dage i samme havn. Vi droppede Vestkysten, Norge og Sverige - og besøgte i stedet Læsø og Anholt på vej hjem mod Sjælland.

På vej nordpå besøgte vi igen Samsø - og igen var vi heldige med vejret her. Ballen er en dejlig havn med masser af liv - også på land. Vi lejede cykler og havde en fin tur op til Nordby, hvor vi besøgte min gamle veninde, Else, som holder meget til her. Torben og Mathias brokkede sig dog lidt over de mange kilometer!!! 

Sejladsen i Limfjorden var fin, men desværre igen flere gange plaget af gråvejr og kraftig regn. Men det at sejle så tæt på land på begge sider, er jo rigtig fint.

Hals havn, som ligger ved indmundingen til Limfjorden, lå vi i af to omgange. Det er en hyggelig havn, som er ret besøgt og fyldt pga. placeringen.

Også Nykøbing Mors, Thisted og Glyngøre var rigtigt fine steder, hvor vi fik nogle gode traveture. I Glyngøre fik jeg også første dukkert i DK - koldt, men godt! Torben afstod, da han skulle tage billeder!!!

Så nåede vi også Danmarks nordligste punkt - Skagen. En rigtig fin by, som mange turister har fundet - især nordmænd og svenskere! Havnen er jo en kæmpe stor erhvervshavn. Vi fik en så fin 3 1/2 times guidet tur rundt på havnen, hvor vi startede kl. 7 i auktionshuset. Senere hørte vi om skibsværftet, diverse fabrikker, kystredningstjenesten og sluttede af i den svenske sømandskirke med kaffe og kanelboller!). Vi lejede cykler og besøgte Grenen og Gl. Skagen - med frokost på Ruths Hotel!

Læsø var også et fint besøg, og her havde vi ikke været før. Havnen var fyldt med svenske sejlere - tror der var to danske både! Vi kom rundt på øen med den offentlige bus, som her var gratis. Vi måtte jo se saltsyderierne og fik her hørt historien, om hvordan det hele startede og hvordan produktionen foregår i dag.

Og så alle de søde og dejlige mennesker, vi har hilst på denne sidste sejlads mod Dragør. Først var det vores yngste søn, Mathias og hans kæreste Jeanette, der sejlede med os i seks dage. Herefter Laura og Albert - min niece på 17 år og min nevø på 12 år, som også sejlede med os i seks dage - tak til jer alle fire for hyggeligt ungt selskab ombord på Con Kiki.

Af besøg undervejs på Con Kiki kan vi nævne: Grethe (min veninde), Lisa og Emma (Torbens kusine og datter), Sigrid og Martin (søster og svoger), Helle og Henrik (venner fra Dragør), Gitte (veninde fra Dragør), Susanne og Peter (venner fra Gilleleje), Gitte og Bjarne (venner fra Hørsholm). Dejligt at få besøg af jer alle.

I det hele taget har det været dejligt at mærke, at så mange har fulgt os undervejs på vores tur - både på alle vores gode dage, og på de mindre gode dage, hvor Torbens rygproblemer startede, og vi måtte ændre vores rejseplan radikalt.

13 fantastiske måneder har vi sejlet rundt med Con Kiki - og det har været stort på mange måder. En tur vi på bedste måde forberedte og glædede os til - og blev alt det vi havde håbet på og meget mere til! Desværre måtte vi slutte eventyret før planlagt, men hold da op, hvor har vi set mange fantastiske steder, og mødt mange dejlige mennesker - fyldt med gode oplevelser er vi nu.

Vi tror og håber bestemt ikke, at det er vores sidste langturssejlads - vi har fået smag for mere ...