23-05-2017

Bahamas - Florida

Florida, d. 23/5 -17 

Bahamas - Exuma: Great Exuma (Georgetown), Staniel Cay, Warderick Wells, Highborne Cay, Nassau, Bimini (Alice Town)

Florida - Miami og Fort Lauderdale 

I skal da ikke snydes for sidste del af vores sejlads her i Caribien - for den har da bare været fantastisk. På den ene side en god måde at slutte af på, men det gør det ikke nemmere, at tænke på, at eventyret her snart har en ende!

Exuma er en lang ø-gruppe i Bahamas, hvor vi lagde ind fire steder. 

Vi startede i Georgetown, som er en fin typisk caribisk by - støvet, gamle huse, lidt øde og alligevel farverig. Vi havde smidt anker et stykke fra byen, for at ligge bedre i læ - det blæste meget de dage. Så vi fik nogle ordentlige (våde!!!) ture i dingyen.

Det var over påske vi lå der, så påskefrokost og kirkebesøg blev det også til.  

I kirken tog det 2 1/2 time, og den var proppet med syngende og glade mennesker. Også personlig på den måde, at folk der havde fødselsdag i den kommende uge kom op til præsten og blev lykønsket og besøgende nationale/internationale gæster blev budt velkommen og spurgt ind til hvor de kom fra. Og i ca. 5 min gik man rundt og hilste på de andre med hånd eller kram - skønt! Alt i alt en god oplevelse, som man kun kunne blive i godt humør af. 

Staniel Cay var et must. Kasper havde læst om svømmende grise, så det måtte vi se. Ganske rigtigt, på en strand gik og svømmede små og store grise og blev fodret med diverse fra turister. Tror de var altædende, de åbnede bare munden!

Vi lå også for anker her, og der var virkeligt fint på øen - med en hyggelig bar på yachtklubben!!!

Der er en berømt grotte her i vandet (Thunderball), hvor man kunne snorkle ind ved lavvande - og der var de flotteste fisk og omgivelser. Grotten har faktisk været med i en James Bond film fra 1965, hvor den lagde navn til filmen – eller var det omvendt?!

De to næste øer vi besøgte på vejen nordpå, var også så fine. Fælles er jo, at vi ligger for anker i det flotteste vand, og kan svømme og snorkle, når vi vil - og vejret er heldigvis som regel godt.

Sejladsen mellem øerne var dagsture a 4-8 timer, med god vind - halvvind eller skråt bagfra. Så der var fulde sejl og god fart på Con Kiki - se det er sejlads, vi piger også kan lide.

Nassau, som er Bahamas' hovedstad, var næste stop. Byen ligger meget flot mellem New Providence og Paradise Island. Vi lå her i havn, lige ved den bro, der forbinder de to øer. Så her var der meget at kigge på. Mange krydstogtskibe lægger til her, og det er byen også gearet til, uden der gik for meget af hyggen og charmen. 

Vi gik over broen til Paradise Island, som er ret fyldt med turister, og vist er for de rige. I hvert fald ligger der et kæmpe Atlantis Hotel, og en marina fyldt med kæmpe motorbåde, som fylder godt op på flere måder.

Efter at have ligget for anker i flere dage, er det også dejligt at komme i havn med alle de bekvemligheder der er - vask af tøj, indkøb af mad/drikke, ordentligt bad, internet og måske et cafebesøg!

Bimini øerne var en lidt længere sejlads på ca. 26 timer, så vi havde natten med. Det var en fin sejlads, og med fire mand om bord er det en luksus med en tre timers vagt. 

Indsejlingen til North Bimini havde for en gangs skyld bøjer at sejle efter - alligevel lykkes det os at stå på grund lige uden for havnen, selv om vi denne gang var på den rigtige side! (jfr. næste afsnit).  Dybdeangivelserne i kortene var mere vild- end vejledende! Det er sandbund, så ingen skade sket, og vi var hurtigt fri, men pyh - det giver pulsstigning! 

En lille hyggelig marina, Browns Marina, som består af en bro, ligger vi i her. Alice Town er en lang smal, igen typisk caribisk by - uden at gøre det helt store væsen af sig.

MEN stranden på vestsiden er fantastisk og det nyder vi.

Farvel til Bahamas og goddag til Florida. Mandag d. 1/5 sejlede vi til Miami, det er direkte vestpå fra Bimini, ca. 8 t sejlads. 

En marina i downtown Miami ligger ved Bayside, hvor vi skal ind. Her er også bøjer i indsejlingen og da mærker vi også bunden - men da er vi også på den forkerte side af bøjen!!! Kaptajnen forstår det ikke, bøjerne har i indsejlingen ændret karakter - det er noget med rød/grøn og styrbord/bagbord!

2/5 siger vi farvel til Julie efter næsten 4 mdr. på Con Kiki - arbejdet kalder. Det har været en fornøjelse at have hendes gode selskab og hjælp ombord.

Vi ligger syv dage i Miami og nyder mest livet på båden og ved havnefronten, hvor der er godt gang i den med forretninger, restauranter og live musik.

Om søndagen tager vi dog en taxi til Miami Beach, ca. seks km borte, for at gå rundt og mærke stemningen og besøge stranden - og vi bliver ikke skuffet, der er virkeligt liv og glade dage der. Bare at sidde og kigge på alle de forskellige mennesker i alle aldre, størrelser, hudfarver og mere eller mindre farverige beklædninger - er så sjovt.

8/5 sejlede vi mod Fort Lauderdale - en fin sejlads op langs kysten. FL er fyldt med vandveje indenlands, som gør det meget fint at sejle her med de fineste huse ned til vandet og deres store både nede i baghaven.

Her lå vi ved Las Olas broen og marina - og fem minutters gang til FL Beach. Vi vidste at lastning af Con Kiki blev d. 15 eller 16/5, og tiden indtil skulle også bruges til praktiske gøremål med at gøre båden klar. Genua (stort forsejl) blev taget ned og fok (mindre forsejl) sat på - klar til sejlads i DK! Watermaker blev skyllet igennem på en speciel måde. Båden blev gået igen for rustmærker og fik besegling på. Hyndebetræk kom af og blev (hårdt tiltrængt) vasket. Køleskab blev langsomt tømt for indhold og ismaskine rengjort og pakket væk (klar til drinks i danske farvande)! Og sikkert en del andre ting blev ordnet (af drengene).

Men næsten dagligt blev der også tid til strandbesøg og svømmeture i det dejlige vand. Kasper var min faste partner her, da Torben er mere ustabil.

Kasper har været vores faste gast, siden han kom ombord sidst i oktober. Faktisk var han jo kaptajn i syv uger, da Torben måtte en tur til DK - og han har gjort det så godt. 

Han har været en kæmpe hjælp - alle de gode fisk han har fanget, rengjort og ofte tilberedt - dingy og motor i/op af vandet (med god hjælp af Julie) - hoppet i vandet, når anker skulle checkes - studeret og fundet nye gode steder vi skulle besøge - god energi og humør (og mere tålmodighed end sin far!)

Jeg har tænkt over, at det med sejlads er lidt som et ægteskab – hvis det engang imellem er lidt hårdt og ubekvemt – sætter man mere pris alle de andre dage! En hård vind eller møgvejr stopper jo også på et tidspunkt, som et godt skænderi!

Tirsdag d. 16/5 var alt pakket og klart. Vi sejlede hen til det store fragtskib HHL New York, og mens vi kom i en følgebåd med vores bagage, blev Con Kiki løftet ombord i fin stil. Er nu på vej mod Bremerhaven med forventet ankomst d. 13/6.

Sådan ender vores caribiske sejleventyr. Det har været en fantastisk rejse på mange måder og alle de dejlige oplevelser vi kan tage med os, vil vi aldrig glemme ...

Lige nu rejser vi rundt i Cuba og Florida. Derefter genoptager vi sejladsen under mere hjemlige himmelstrøg i et par måneder. Der kommer mere nyt her fra senere …

Hvis I orker eller er interesseret har jeg lavet Torbens irritationsliste på sejlturen i prioriteret rækkefølge:

  • for lidt vind/for meget vind/vind fra forkert retning
  • sejl der "slasker" p.g.a. ringe vind
  • ukendt støj/lyde fra båden
  • customs ansatte, der er uduelige og/eller ubehøvlede
  • dårligt/langsomt internet
  • papirer eller ting som er væk!
  • rod på "hans" bord (ved plotter/navigationsudstyr)
  • når Kasper og jeg ikke er enige med ham i, hvordan genuaen skal lægges sammen - pyh...
  • ikke mere kaffe (kun øko- el kanelkaffe)