15-04-2017

Patillas - Bahamas

14/4 -2017 George Town, Bahamas

Patillas - Jobos - Ponce - La Parquera - Boqueron - Mayaquez (alle Puerto Rico), Ocean World Marina, Puerto Plata, Dominikanske Replublik 

Grand Turks - South Caicos - Grace Bay og Blue Haven Marina, Providenciales (alle Turks and Caicos Islands)

George Town, Great Exuma, Bahamas

Så er vi vel tilbage på Con Kiki, og det var dejligt at kunne genoptage sejladsen. Jeg var fire uger i DK og Torben syv uger. Kasper og Julie havde selv sejlet rundt her, og passet godt på båden.

Jeg fløj til Puerto Rico, og blev samlet op i Patillas, som ligger i det sydøstlige hjørne af Puerto Rico. Det var selvfølgelig rart at se de unge igen, og lynhurtigt er man tilbage i sejler-mode - alt det dejlige ved livet ombord såvel som det, der er mere ubekvemt!

Vi bevægede os vestpå af Puerto Ricos sydkyst og lagde ind flere steder - alle for anker. Generelt var Puerto Rico et meget fint bekendtskab. Jeg kendte ikke så meget til landet, og havde ikke gjort mig de store forventninger. Alle steder hvor vi kom frem var folk bare så venlige og hjælpsomme. De små byer vi besøgte var meget "lokale", og vi så kun få turister. Butikker og restauranter/cafeer var ikke bygget til turister, men blev brugt af de lokale der - så hyggeligt. Naturen og de bugter vi lå i var rå og uspolerede - og det blev til mange ture rundt i gummibåden på de steder.

Dagen før jeg kom havde de unge mødt et australsk ægtepar, som var i starten af tresserne. De havde for fem år siden købt båden her i Caribien, og haft den liggende her siden. Et par gange havde de været her nogle måneder og sejlet rundt. Nu skulle båden med hjem til Australien, så de skulle mod Panama, og over Stillehavet. Dem fulgtes vi med i Puerto Rico på hvert stop, og havde mange hyggelige timer sammen. 

Jeg kan ikke lade være med at beundre sådan et par i den alder, at de sejler alene over de store oceaner - det er så sejt! Dejligt at møde så skønne mennesker og høre deres historier.

Fra Puerto Rico havde vi besluttet at tage en lang sejlads mod Turks and Caicos Islands - ca 350 sømil.

Vi havde dog også en plan B, og det var at gøre stop på nordsiden af den Dominikanske Republik i en privat marina, der så ok ud, og det var faktisk på vejen efter ca. 250 sømil. 

Af flere gode grunde valgte vi dette - for at få handlet stort ind, vasket tøj, få et ordentlig bad, få tanket diesel, og ikke mindst få en god nattesøvn. Efter tre nætter på havet med skift af vagt på tre timer, og tit svært at sove ordentlig, er en ordentlig nattesøvn værdsat.

Marinaen var fin, og det var et godt stop for os. Selv da fem mand høj troppede op, og skulle se alle papirer, og checke båden for diverse ting og sager, bl.a. narko. Alt forløb dog i god ro og orden, selv om vi havde læst om både, som havde været ude i bøvl og korruption. Vi  tog ud om aftenen, og fik en god middag, og Kasper og Julie besøgte marinaens casino - det skulle de nok ikke have gjort!

Næste dag sejlede vi videre mod Grand Turks - den sydligste ø i øgruppen Turks and Caicos, en tur på ca 100 sømil, så en natsejlads.

Dette område (Silver Banks) er kendt for, at hvaler i januar-marts kommer her for at nære deres unger i det rolige og lave vand. Derfor er der store chancer for at se pukkelhvaler her. Men selv om vi spejdede dagen lang i det blikstille vand, så vi ikke en eneste - til stor skuffelse for alle, men især Kasper havde drømt om denne mulighed. Vi fik dog besøg af delfiner, og det gør også altid en i godt humør.

Da vi sejlede ind til Grand Turks for at smide anker, var det på det skønneste turkis-farvede vand, jeg endnu havde set. Selv om vi smed anker på 10 m vand, kunne vi se bunden. Så noget af det første her var en svømmetur - og nøj, hvor var det lækkert. 

Når der kommer krydstogtskibe til Turks and Caicos, lægger de til her, men lige søndag, hvor vi var der, var der ingen. Det giver en dejlig ro og fred, men til gengæld er alle små boder og cafeer ved stranden lukkede. Men vi nød det alligevel her. Hovedstaden, Cockburn, ligger her på øen. Vi nåede dog ikke dertil, da vi sejlede videre dagen efter mod South Caicos.

Vi havde en skøn sejlads ca. 5 timer dertil, med de udfordringer, der er i disse lavvandede områder med stærk strøm, og til tider voldsom blæst/bølger. På dette stræk lykkes det os at skue et par hvaler ca. 100 m væk. 

Vi havde to nætter her for anker i meget uroligt vand, så man næsten kunne blive søsyg bare ved at være på båden.

På South Caicos bor kun ca. 1200 personer, og der er råt og forblæst. Ikke en cafe eller butik så vi her. Der var et hotel/resort, hvor vi opholdt os noget, da der var god internet, og de havde et dykkercenter. Vi havde to gode dyk her i det fantastiske flotte og klare vand. Desuden var vi dagen efter ude og snorkle, hvilket også var så flot.

Nu var der en dag til, at Torben skulle komme til Providenciales, den mest turistede ø i T&C. Vi havde ca 14 timer sejlads hertil, så natten måtte med. Vi tog ankeret op kl 23 i temmelig meget blæsevejr. Hurtigt fandt vi ud af, at autopiloten ikke fungerede. Da hverken Julie eller jeg er de bedste til at håndstyre under de forhold, var det Kasper der natten over stod ved roret og håndstyrede. Han klarede det flot og uden et kny. Ved kl. 6 tiden skiftede vi retning 90 grader og tog storsejl ned pga vindretning - og så ville autopiloten igen. Kasper fik sig et tiltrængt hvil, og Julie og jeg  kunne overtage "styringen" igen.

I Providenciales sejlede vi ind til til flotteste 19 km lange strand på nordkysten - Grace Bay - og smed anker. 

Om aftenen kl 21 kom Torben om bord, så godt endelig at se ham igen. 

Efter to nætter her meldte de megen blæst fra nord, så vi fandt en marina ganske tæt på, hvor Con Kiki med sin 2 1/2 m dybgang kunne komme ind. Indsejlingen var udfordrende pga store sandbanker hist og her. På vej ind her fik vi følgeskab af delfinen Jojo, som er kendt i bugten - virkeligt hyggeligt. Skøn marina med en fantastisk udsigt og gode havneforhold.

Vi lejede en bil en dag, så vi kunne kom rundt på øen. Vi så bl.a en conch farm (konkylie), hvor vi hørte og så om deres opdræt af disse. Så fandt vi en sjov og kendt restaurant på stranden, hvor vi smagte conch i forskellige retter. Ellers var der ikke det store at se på øen, det er det skønne hav, og deres omgivelser, de lever på.

Efter 2 dages sejlads videre mod nordvest, er vi nu nået til de skønne Bahamas øer. Turen hertil var noget blandet, men mest med store bølger ind fra siden, som gav en gyngende sejlads - ikke til glæde for alle! Torben klarede nu strabadserne fint og føler sig vist i fin form.

Vi ligger ved George Town på øen Great Exuma - og fortsættelse følger.......