10-02-2017

Hjem til Danmark

Den svære beslutning

De af jer, der har fulgt med i vores tur med Con Kiki ved, at jeg døjer med rygproblemer, og har fået konstateret en diskusprolaps i lænden. Det bliver ikke bedre, og status er, at jeg ikke kan sejle uden at forværre tingenes tilstand. Kirsten og jeg tager derfor til Danmark fredag d. 10/2 med håb om, at jeg kan få en operation.

Vi bliver derfor nødt til at træffe en beslutning om vores videre færd med Con Kiki. Der er flere alternativer:

-          Kirsten, Kasper & Julie kunne sejle båden videre mod Panama uden mig, eventuelt suppleret med en dygtig sejler (det kunne være et fremskridt J)

-          Vi kan lægge båden op i et ”hurricane hole” et sted i Caribien og genoptage sejladsen til næste vinter

-          Vi dropper planen om den videre færd ud i Stillehavet og sejler lidt mere i Caribien inden vi tager båden hjem

I kan nok forestille jer, at vi har haft mange overvejelser og diskussioner! Løsningen med at sejle videre i et stykke tid uden mig kan virke besnærende uanset, at jeg ville miste et par højdepunkter (Panama og Galapagos). Der er dog rigtigt meget sejlads forude, og viser det sig, at jeg (min ryg) ikke er i form til det måtte jeg så forlade båden igen og blive erstattet af en anden. Kirsten og Kasper synes ikke, at det var en god løsning, og det var sandt at sige heller ikke derfor vi drog af sted. Det var ikke båden der skulle rundt, men os der skulle have nogle fælles oplevelser.

Nå, til sagen. Vi har besluttet os for det tredje alternativ, og afslutter altså sejladsen til maj inden orkan-sæsonen sætter ind. Kirsten kan ret hurtigt vende tilbage til Caribien, og går alt vel med mig og operationen kan jeg vende tilbage seks uger efter denne. Det forudsætter færre og kortere sejladser, men det kan også lade sig gøre. Vi kigger lidt på mulighederne, og vi kunne eventuelt lægge en rute, der går her fra Virgin Islands over Puerto Rico, Den Dominikanske Republik, Haiti, Cuba og med afslutning i Florida. Måske Bahamas også kunne flettes ind.

Indtil videre er det altså Kasper & Julie, der er om bord på Con Kiki. De vil sejle lidt rundt her mellem Virgin Islands og kommer forhåbentlig til at nyde livet i store drag. Måske de også får lidt selskab hjemmefra.

Når det bliver maj skal båden hjem. Her er der også et par alternativer. Vi kan sætte båden på et skib i Florida, og få den sejlet til Europa. Southampton kunne være en mulighed og udgangspunkt for sejlads til sommer. Det skulle være en fin tur op mellem de britiske øer.

Det andet alternativ er, at Kasper, i selskab med et par dygtige sejlere, sejler båden til Europa. Det trækker lidt i Kasper, og vi må se … Hvis det kunne være et lille plaster på såret ville det være fint. Det er ingen hemmelighed, at det gør Kirsten og mig meget ondt, at Kasper & Julie ikke kommer i Stillehavet med Con Kiki. Kasper har trods alt opsagt sit job, og de har udlejet deres lejlighed.

Vi har fået meget sympati og mange opmuntringer fra mange af jer, og tak for det. Uanset, at vi ikke får de fantastiske oplevelser i Stillehavet som vi havde set frem til, er Kirsten og jeg ikke slået helt ud af de nye omstændigheder. Vi synes, at vi allerede nu har haft fantastisk mange dejlige oplevelser, og vi har virkelig nydt turen, og ikke et sekund fortrudt vores beslutning om at drage af sted. Vi havde faktisk på forhånd defineret Caribien som en milepæl, hvor vi skulle afgøre om vi ville videre. Det ville vi helt sikkert, var der ikke kommet en diskusprolaps i vejen. Kirsten er faktisk dag for dag blevet gladere for vort liv på Con Kiki og udbryder ofte et ”er det ikke fantastisk”, hvor vi kommer frem. Alligevel skal I altså ikke have ondt af os for vi fokuserer, med held, på det positive vi har oplevet fremfor det, vi ikke kommer til at opleve.

Det bliver mærkeligt, at lande i Danmark midt i den kolde februar, men dejligt at hilse på familie og venner igen. Vi håber dog, som sagt, hurtigst muligt at vende tilbage til de varmere himmelstrøg.